Interventioner

Individniveau:

I forbindelse med interventioner på individniveau, har vi valgt at tage udgangspunkt i Aaron Antonovsky teori om oplevelse af sammenhæng, hvor komponenterne begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed kommer til udtryk. Her ønsker vi som sygeplejersker at anskueliggøre, hvordan barn og familie mestrer det at skulle leve et liv med diabetes.

I den henseende finder vi det relevant, at sygeplejerskens virksomhedsområde inddrages, således at barnet med type-1 diabetes og familien får en oplevelse af sammenhæng. Herved er det væsentligt, at vi som sygeplejersker bruger vores kommunikative egenskaber til at formidle den nødvendige viden vedrørende diabetes samt vejlede og rådgive familien således, at de finder det begribelige, håndterbare og meningsfulde ved den kroniske sygdom, og derved selv kan skabe oplevelsen af sammenhæng.

Endvidere er det essentielt, at vi som sygeplejersker leder sygeplejen vha. koordinering af tværfaglige samarbejdsprocesser, således at tværfaglige samarbejdspartnere inddrages på de relevante tidspunkter i forhold til barnet og familien, så der skabes en sammenhæng i behandlingsforløbet. Dette kan højne kvaliteten og effektiviteten, i og med der skabes en kontinuitet for familien, hvilket gør, at familien har større mulighed for at få en oplevelse af sammenhæng i hverdagen, da de får den fornødne viden fra de forskellige samarbejdspartnere til at leve et sundt liv med diabetes.

Gruppeniveau:

I forsøget på at finde frem til nogle interventioner på gruppeniveau, har vi valgt at tage udgangspunkt i Erving Goffmans teori om stigmatisering. Herved vil vi belyse, hvordan vi undgår at børn, der er diagnosticeret med type-1 diabetes, stigmatiseres i sociale situationer. I den forbindelse har vi indenfor sygeplejerskens virksomhedsområde anvendt begrebet udvikling af sygeplejen og derved udarbejdet et forslag til en applikation, som kan afhjælpe stigmatisering, således at børn med type-1 diabetes bliver en del af fællesskabet i form af elektronik, heriblandt smartphones, iPads, tablets mm. Dette kan give børnene mulighed for at blive imødekommet af omgivelser, i og med elektronikken bliver omdrejningspunktet. Samtidig kan applikationen give anledning til nysgerrighed blandt de andre børn, hvorpå diabetikerne kan bekræftes af de andre børn og derved føle sig som en del af gruppen trods deres forskellighed i forhold til de andre ”raske” børn.

Ved hjælp af forebyggende sygepleje forsøges det, at stigmatisering undgås ved at diabetes-sygeplejersker kommer ud på skoler, hvor diabetes indgår i børns hverdag og herved rådgiver børn samt undervisere om diabetes og dets opståen, således at fordomme vedrørende sygdommen og kost brydes. Deriblandt hvad der er tilladt at spise for børn med diabetes, hvor søde snacks også kan være en del af børns liv, så længe insulinen tilpasses kosten. 

Samfundsniveau:

Til understøttelse af vores interventioner på samfundsniveau gør vi brug af Habermas' samfundsteori om system- og livsverden. For at mindske at systemverden koloniserer borgere med diabetes’ livsverden, vil det være relevant at udvikle nogle mere udbredte og målrettede kliniske retningslinjer inden for diabetes. Således at systemverdens reglementer kan overholdes af sundhedspersonalet, samtidigt med at borgerens livsverden respekteres, dermed bliver sygeplejerskernes arbejde mere specifikt og simplificeret, så behandlingsforløbet stemmer overens med borgerens individuelle behov. Ydermere vil kvaliteten af sundhedssektorens ydelser højnes og borgerens bedst mulige behandling sikres. 

En anden intervention som ligeledes vil kunne gavne borgerens behandling og mestring af sygedommen vil være at de forskellige regionernes diabetesteams arbejdsform ensrettes på landsplan. Dette vil kunne give de samme vilkår og muligheder for borgerne, og der vil kunne drages nytte af sundhedsvæsenet indbyrdes samarbejde på tværs af regionerne inden for diabetes området.