Teorier

Kommunikationens betydning for håndtering og forståelse af sygdommen

Kommunikaiton ses som en metode til at nå frem til et bestemt mål og som et middel til at opnå den forventede kvalitet.  F.eks. bruges kommunikation af sygeplejersker til at opnå den rette pleje og behandling af patienter.

En sundhedspædagogisk tilgang

Den sundhedspædagogiske samtale er et vigtigt redskab, da det er familier og børn med en ny diagnosticeret type-1 diabetes, man har med at gøre. Vi skal som sygeplejersker formidle en viden til familien, som vi har et indgående kendskab til og skal kunne gøre det let håndgribeligt for dem. 

Formålet med samtalen er at udvikle handlekompetencer, således at familien kan agere sundhedsfremmende og forebyggende til at leve et liv med diabetes. 

Det er vigtigt, at sygeplejersken her en pædagogisk tilgang til samtalen, da den sundhedspædagogiske kommunikation har til formål at hjælpe familien, så de kan handle i relation til deres specifikke situation. 

”Pædagogik, der formidler viden om forebyggelse og sundhedsfremme mellem professionelle og patienter eller andre borgere og dermed fremmer sundrelaterede aktiviteter”

(Sundhedsstyrelsen 2005a, s. 52)

Med denne definition sættes sygeplejerskens viden i fokus, men denne viden skal omsættes til handlekraft for familien, hvor den tilpasses livssituation og giver individerne mulighed for at have deltagerindflydelse. Dette kan komme til udtryk fx gennem aktiv lytning.

Kommunikation - for sundhedsprofessionelle: Den sundhedspædagogiske samtale med forældre og barn

Aktiv lytning i sygeplejerskens kommunikation

Når diabetessygeplejerskerne indgår i dialog med forældrene og børnene, som har ny opdaget diabetes, er det vigtigt ikke at være dømmende og evaluerende, da dette vil kunne hindre  familierne i at åbne sig og være ærlige omkring deres følelser i forhold til sygdommen. For at modvirke dette kan begrebet ”aktiv lytning” anvendes. Her handler det om at give familien plads gennem verbal og nonverbal kommunikation. F.eks. kan en verbal metode være at gøre brug at parafrasering, hvor sygeplejersken gengiver familiens følelser for at opnå større forståelse, og på samme måde kan sygeplejersken spejle deres følelser. Som en nonverbal metode bør sygeplejersken have et åbent kropssprog med øjenkontakt for at virke imødekommende. Formålet med aktiv lytning er, at familierne får bedst muligt indsigt  og opnår forståelse samt mestring af sygdomssituationen.

Kommunikation - for sundhedsprofessionelle: Aktiv lytning,  spørgsmål og gensvar

Når samfundet skaber uligevægt i et behandlingsforløb

- set igennem Jürgen Habermas samfundsteori

Vi har valgt at bruge Jürgen Habermas samfundsteori, da denne i høj grad er relevant i forhold til behandlingsforløbet, når et barn får konstateret diabetes, hvor både barn og forældre har brug for støtte og guidning til at håndtere den forandrede hverdag, der venter dem i et samfund, hvor økonomi, effektivitet og regelsæt flyder ind i individets opfattelse af normer og værdier.

Habermas (f. 1929) er en tysk sociolog, der beskæftiger sig med samfundet på både mikro- og makroplan, hvilket vil sige, at han både ser på individet i samfundet, men også på de mekanismer der i samfundet påvirker samspillet/kommunikationen mellem aktører. Med sin samfundsteori har Habermas skabt to begreber, "systemverden" - der indebærer fx magt og økonomi samt "livsverden" - der indebærer det enkelte individs symbolske værdi som fx. opdragelse og socialisering. Gennem det moderne samfund mener Habermas, at systemverden koloniserer livsverden, hvorved der skabes en normløshed for det enkelte individ.

Vi har gennem artiklen ” Type 1 diabetes – impact on children and parents at diagnosis and 1 year subsequent to the child’s diagnosis” fået kendskab til, at yngre børn og deres forældre med ny-diagnosticeret type 1 diabetes det første år har behov for stor støtte, eftersom at deres bekymringer er særligt udtalte. Derfor er det vigtigt at have fokus på, at systemets regelsæt ikke påvirker deres mulighed for et optimalt behandlingsforløb, da det ellers kan have negativ indflydelse på familiens livsverden i form af øget usikkerhed og følelsen af ikke at slå til. Dette kan resultere i, at familien udebliver fra kontroller, og barnets HbA1c (langtidsblodsukker) reguleres dårligt.

Når børn får konstateret type 1 diabetes, ses det, at nogle familier har en svag social kapital, hvilket kan få betydning for den måde, sygdommen opfattes og håndteres på. Dette skyldes ofte, at familiens værdier gennem generationer ligger stærkt forankret i den enkelte. Når vores system/samfund vil have dem til at ændre deres levevis radikalt, sker der et brud i familiernes livsverden, hvor det kan opfattes overvældende, at skulle tilpasse livsstilen til barnets sygdom.

For at optimere behandlingsforløbene for diabetes patienter mødes sundhedspersonalet jævnligt til tværfaglige konferencer for at diskutere og evaluere problemstillinger. Dette har vist sig at have en positiv effekt, i og med kvaliteten løbende forbedres og sikres. Dette bekræftes af en norsk undersøgelse gennem fem år – her kan man se, at patienternes tilstand har en positiv udvikling, hvad angår fx reguleringen af HbA1c og komplikationer i forbindelse hermed. For at kunne give det bedste behandlingsforløb, er det nødvendigt, at vores samfund prioriterer de rette ressourcer – således de kliniske retningslinjer inden for diabetes optimeres. Hvis ikke dette sker, vil systemets mangel på fx økonomiske midler have en begrænsende indvirkning på henholdsvis patient og families livsverden, idet sygdommen ikke vil kunne integreres i deres identitet som familie.

Sociologi - en grund til et fag: Teorisyntesen og nybrud i moderne sociologi
Sundhed, menneske og samfund:  Ulighed i sundhed - levekår  og livsstil
Type 1 diabetes – impact on children and parents at diagnosis and 1 year subsequent to the child’s diagnosis
The establishment of a new national network leads to quality improvement in childhood diabetes: 
Implementation of the ISPAD Guidelines

En kronisk sygdom kan skabe stigmatisering – set igennem Erving Goffmans stigmatiseringsteori

Vi har valgt at tage udgangspunkt i Erving Goffmans stigmatiseringsteori, da vi finder denne væsentlig i forbindelse med børn, der er diagnosticeret med type-1 diabetes, i og med en kronisk sygdom kan fremkalde stigmatisering i sociale situationer, hvor en persons stigma påvirker den måde, vedkommende behandles på.

Når et barn diagnosticeres med en kronisk sygdom, i dette tilfælde type-1 diabetes, kan det gennemgå en stigmatiseringsproces, der består af uddifferentiering af det syge barn. Stigmatiseringsprocessen består således af, at barnet vil, grundet sin kroniske sygdom, kategoriseres og sættes i grupper, grundet vedkommendes bestemte træk og adfærdsformer, samt andre daglige behov og udfordringer bestående af måling af blodsukker, insulininjektioner, kulhydrattælling mm., da en hverdag med type-1 diabetes kræver planlægning. Herved kan der skabes stereotyper på disse grupper, som vil påvirke dem i form af afvigelse fra omgivelserne, hvilket kan fremkalde fordomme og diskrimination af gruppen, som vil få barnet til at fremstå og føle sig anderledes.
Dette resulterer i, at det stigmatiserede barn vil tilbagetrække sig yderligere og påtage sig rollen som afviger. I den forbindelse kan barnet justere sin adfærd til den sociale identitet som afviger fra omgivelserne. Dette kan ende ud i en ond cirkel, hvor stigmatiseringsprocessen startes på ny igen og igen, hvor barnet vil trække sig tilbage for at undgå yderligere stigma.

Sundhed menneske og samfund 

Mestring og følelsen af sammenhæng – set gennem Aaron Antonovskys sammenhængsteori  

Med udgangspunkt i Aaron Antonovsky og hans teori om sammenhæng (OAS) herunder hvordan den enkelte oplever denne sammenhæng, ser vi på, hvordan et barn og familie mestrer, at skulle få en hverdag til at fungere med type-1 diabetes.

Aron Antonovsky er en amerikansk-israelsk, som forsker i medicinsk sociologi. Han levede fra 1923-1994 og er kendt for den salutogenetiske idé samt sin teori om oplevelsen af sammenhæng. Han interesserede sig for menneskers evne til at håndtere stress, samt hvorfor nogle kan håndtere det og bliver sundere af det, mens andre ikke gør.

Salutogenese er et opdelt begreb, hvor salutary betyder sund eller gavnlig og genese betyder skabelse, derved får salutogenese betydningen hvad skaber sundhed?
Antonovsky fokuserer ikke på patogenesen, og hvad der gør den enkelt syg, men mere hvad der gør mennesker sunde. Ifølge Antonovsky er sundhed ikke et spørgsmål om livsstil, men mere en oplevelse af den sammenhæng (OAS) vedkommende føler i den livssituation, de befinder sig i – sundhed forstås individuelt.

I følge Antonovsky udsættes mennesker hele livet for forskellige stressorer. Disse stressorer kan fx være sygdom, kriser, konflikter eller i det tilfælde vi arbejder med et barn som diagnosticeres med type-1 diabetes. Disse stressorer behøver ikke nødvendigvis at have en negativ effekt på den pågældende, men kan dog i nogle tilfælde styrke den enkeltes udvikling. Mennesker har nogle generelle modstandsressourcer, hvilket fx kommer til udtryk i noget fysiologisk, kognitivt, i bestemte værdier og holdninger. Desto flere modstandsressourcer et menneske besidder, desto større sammenhæng (OAS) vil den pågældende opleve.  

Sammenhæng (OAS) er opdelt i tre komponenter; begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed. For at den pågældende får den fulde forståelse af OAS skal alle tre elementer være berørt.

Helbredets mysterium

’’Oplevelse af sammenhæng er en global indstilling, der udtrykker den udstrækning, i hvilken man har en gennemgående, blivende, men også dynamisk følelse af tillid til, at de stimuli, der kommer fra ens indre og ydre miljø, er strukturerede, forudsige og forståelige; der står tilstrækkelige ressourcer til rådighed for en til at klare de krav, disse stimuli stiller; og disse krav er udfordringer, det er værd at engagere sig i’’
(Helbredets mysterium, s. 37)

Figur lavet med inspiration ud fra http://www.si-folkesundhed.dk/Forskning/Befolkningens%20sundhedstilstand/Mental%20sundhed/Salutogenese.aspx

Begribelighed:

Første led består af begribelighed, hvilket betyder, at for et barn og familie skal få en hverdag til at fungere med diabetes, kræver det, at de har den fornødne viden indenfor sygdommen og barnets nye behov. En kronisk sygdom som diabetes kræver en stor omlægning af hverdagen, og for at dette kan mestres, kræves det, at forældrene har forståelse for sygdommen og får tydelig information, så de er i stand til at få struktureret en hverdag, de finder overskuelig. Oplever barnet og familien at have en stærk oplevelse af begribelighed, vil de stimuli, de vil møde i fremtiden være forudsigelige og passes ind i sammenhængen og herved forstås og forklares.

Håndterbarhed:

Næste led består af håndterbarhed, som indebærer, måden familien og barnet håndterer den kroniske sygdom på. For at kunne håndtere sygdommen, kræver det, at der er ressourcer til rådighed, som familien kan søge hjælp og støtte hos. De ressourcer der kan stå til rådighed kan være familie, venner, sundhedspersonale, Gud, historie mm. Personer og ting som familien og barnet føler, de kan stole på samt har tillid til. Oplever barnet og familien at have en stærk oplevelse af håndterbarhed, vil de ikke føle sig som et offer for omstændighederne, eller føle at de er blevet behandlet uretfærdig, idet deres barn har fået konstateret en kronisk sygdom. Men når det sker, at de udsættes for uheldige ting, vil de være i stand til at håndtere dem, og ikke blive ved med at sørge.

Meningsfuldhed:

Sidste led består af meningsfuldhed, hvilket indebærer, at for at barnet og familien skal kunne mestre at få en hverdag til at fungere med diabetes, kræver det, at de ser en mening i de handlinger og ændringer, der må foretages, og at de ser en mening i deres hverdag og måden sygdommen håndteres på. Oplever barnet og familien at have en stærk oplevelse af meningsfuldhed, vil de være følelsesmæssigt engageret i forløbet, og at det vil give mening for dem, således at de er nødt til at ændre deres daglige rutiner og foretage store ændringer.